Genz forventer stor sæson

2011-03-13 21:49

 

Pre-season kampene for Hospitalets serie 4 hold er nu på plads. Torsdag den 17. marts venter Strib IF og onsdag den 23. møder de lyserøde drenge Kauslunde. Cheftræner Jakob Genz har følgende forventninger til de to kampe: ”Det er efterhånden mange måneder siden, at vi har været i kamp, og sammenholdt med at sæsonen står om tre uger, så forventer jeg at se en masse energi og godt humør. Træningsindsatsen henover vinteren har været god, og de seneste uger på græs har givet mig en fornemmelse af, at der venter os en stor sæson.” Jakob Genz understreger, at de to kampe også skal bruges til at afprøve nye taktiske ideer og se en ny spiller an: ”Der kommer ikke til at ske det helt store rent taktisk i forhold til sidste sæson, men få ændringer vil der dog ske. Det bliver nok lidt mere italiensk end hidtil; trække tempoet ud, holde på bolden og så ellers være dødsens farlige når vi angriber. Og så har vi fået Morten Thuesen tilknyttet klubben på en 2-årig aftale. Han er en kantspiller jeg forventer mig meget af.” fastslår cheftræneren. Begge kampe spilles på udebane klokken 18.30. Klubben har sørget for at der for medrejsende tilskuere er fri entre og varme græsstrå at stå på.